Så er der igen friskpresset æblemost.
Æbler
Pærer
Blommer
Jordbær
Kartofler
Grønsager
Bær
Æblemost
Hvad er æblets navn?

Æblehøsten er katastrofal, men god most og vin venter

Hestehavegaard Frugtplantage får kun omkring halvdelen af normal pære- og æblehøst i hus på grund af frost og fugt, men frugtavler Henrik Petersen ser frem til lanceringen af sin nye æblevin.

JydskeVestkysten, 27. september 2017. Tekst: Henrik Rath Paulsen. Foto: Timo Battefeld.
Vi plejer at høste 30 tons af Elstar-æblet, men det bliver højst omkring 5 tons i år.
 
Såret Sæson
Det er lidt af en katastrofe med pærerne Clara Frijs. Vi plejer at plukke omkring 30 ton, men vi er heldige, hvis vi når op på et par ton.
 
Frugtavler Henrik Petersen fra Hestehavegård Frugtplantage tager imod med fast håndtryk, smil og godt humør og ligner bestemt ikke en, der står til at miste noget nær halvdelen af sin samlede høst af pærer og æbler på normalt 225 ton. Men det er er ikke desto mindre virkelighed efter en ualmindelig såret sæson, hvor frost og fugt har spredt svamp og påvirket vækst og modning.
 
Vi havde fire dage i træk i slutningen af maj med minusgrader og rimfrost, der blev hængende i flere timer om morgenen, forklarer Henrik Petersen.
Det har også taget hårdt på de tidligere sorter som Gråsten og Discovery.
 
I sidste uge måtte vi sende plukkerne hjem, for Ingrid Marie-æblet var ikke modnet nok. Men nu begynder vi på plukningen her onsdag, siger Henrik Petersen.
 
Nogle varme dagtimer og kølige nætter har nemlig lige været det, der har skullet til for at give æblerne den sidste farve og smag.
 
Den meget fugtige sommer - især juli - har også gjort, at æblerne har været udsatte for svampen Skur, som mange også har kunnet se på egne æbletræer derhjemme.
 
De rådner på grenene og får pletter. Vi har kunnet sprøjte lidt for det, men vil helst ikke sprøjte for meget, siger Henrik Petersen.
 
Æblehøsten slutter sidst i oktober, og først på det tidspunkt ved han, hvordan det ser ud med de sene sorter.
 

Frost og fugt halverer æblehøsten. Hestehavegård Frugtplantage på Kær kommer til at mangle omkring 100 tons pærer og æbler.
 
Most, cider og vin
Men på femte år har Henrik Petersen også produceret æblemost, og han har netop investeret godt 300.000 kroner ekstra i en ny pressemaskine.
Den kan presse et ton æbler i timen. Det er, hvad jeg selv kan nå på en dag og bagefter være helt færdig, siger Henrik Petersen, som har søgt LAG-midler (landdistriktstøtte) til maskinen.
 
Den rene æblesaft varmes kort op til omkring 78 grader, inden den hældes på flaske og poser til karton, hvor den så kan holde sig i omkring halvandet år.
 
Vi får vel en 600-700 flasker klar til salg, når vi holder åbent hus den 21. oktober, siger Henrik Petersen.
 
En etikette til vinen er også på vej. Vi har haft et panel på 25 personer til at smage de 10 forskellige udgaver af vinen og er havnet på en isvin med let sødme, tilføjer Henrik Petersen.
 
Produktionen af vinen fortsætter med denne sæsons æbler. Processen tager cirka fem måneder, så til næste forår er der sikkert endnu mere æblevin på hylderne hos Hestehavegård Frugtplantage.
 

Henrik Petersens søster, Anne Tychsen (t.v.) hjælper til med sorteringen sammen med Nataliya Hansen.
 
Fakta
Hestehavegård Frugtplantage på Kær har rødder tilbage til 1894, hvor Henrik Petersens oldefar, Peter Petersen, drev plantagen. I 1937 overtog Peters søn, Mathias Petersen, gården som var på 22,5 ha inklusive 1,5 ha skov. Der blev de følgende år plantet endnu 3 ha til med frugt.

I 1950 blev der bygget et nyt frugthus på den anden side af vejen, hvor der i dag er salg og produktion.

I 1965 overtog Henriks far, Erik Petersen, gården sammen med sin bror Svend Petersen. Samtidig blev der bygget et større frugtlager i forbindelse med det eksisterende.

I 2002 overtog Henrik Petersen så Hestehavegård, og med tilkøb af jord er gården nu på 34,5 ha.

Sammen med sin datter, Camilla Schmidt Petersen, fik han førstepladsen, da Sønderborg Iværksætterpris 2016 blev uddelt for bedste initiativ med æblevinsproduktion. Det er nu sat i produktion med salg for øje.

Den 21. oktober er der åbent hus på frugtplantagen med smagsprøver på æblevinen.
 

Nænsomt sorteres æblerne - og i år er der langt fra så mange, som der plejer at være.
 

Seks om dagen er sundt for kroppen.
 

Hestehavegård Frugtplantage er i gang med æblehøst og fremstilling af æblevin. 600-700 flasker bliver det nok til i år.
 

Duften af æbler slår en i møde, når man går ind i butikken hos Hestehavegård Frugtplantage - den sparsomme høst til trods.